Dagbog fra Davos

Dag 2: Det var naturligvis den unge svenske klimaaktivist Greta Thunberg, der stjal overskrifterne i de internationale medier efter sin tale på World Economic Forum i Davos. Men der er også andre klima-helte med taletid hos verdenseliten, som er samlet i den schweiziske alpeby i denne uge. Heriblandt den grønne pioner Ma Jun, som er en af Kinas – og dermed verdens vigtigste og mest modige miljøforkæmpere.

Grunden til, at Ma Jun er en af de største helte, når det kommer til at redde klimaet er, at hans arbejde i Kina er afgørende for vores fælles fremtid. Kina står nemlig for 26 pct. af verdens samlede CO2-udledning, hvilket blandt andet skyldes, at landet stadig får størstedelen af sit energiforbrug dækket ved afbrænding af kul.

Selvom Kina er det land i verden, der investerer mest i grønne teknologier, står landet fortsat for halvdelen af verdens kulafbrænding, og derfor er der en gigantisk Kina-faktor i kampen for at nedbringe CO2-udledningen på verdensplan.

Det er anden gang, at Ma Jun deltager i World Economic Forum, og han er langt mere begejstret denne gang, fortalte han, da jeg mødte ham i går:

”Da jeg var her i 2013, følte jeg nærmest, at det var spild af tid. Men denne gang mærker jeg, at der virkelig bliver lyttet”.

Han besluttede sig for ikke at komme tilbage til Davos, før verdenseliten var klar til at tale seriøst om klimaet. Og det er så nu. Overskriften på dette års forum er nemlig ”Stakeholder Capitalism”, som dækker over en ny form for kapitalisme, som ikke kun tager højde for ”shareholders” (aktionærer), men fokuserer mere bredt på ”stakeholders” (interessenter).

Kort sagt handler det om at opfinde en ny form for kapitalisme, som kan være med til at løse verdens største udfordringer som for eksempel social ulighed, fattigdom og forurening. Derfor er FN’s 17 verdensmål selvfølgelig højt på agendaen i utallige paneldebatter og taler.

Det lyder måske luftigt, og man kan diskutere, hvordan det skal hjælpe, at topledere, eksperter og politikere sidder og snakker. Men jeg bliver alligevel fyldt med håb, når jeg møder en mand som Ma Jun hernede. For jeg tror på, at det nytter, når han fortæller om sit arbejde i Kina, og hvordan internationale investorer kan udnytte den værdifulde data om kinesiske virksomheders miljøpåvirkning, hans græsrodsorganisation indsamler.  Det vender vi tilbage til.

Jeg mødte Ma Jun for første gang i 2007, da hans NGO gjorde sig internationalt bemærket ved at offentliggøre en liste over store internationale virksomheder, som var med til at forurene Kinas floder. På det tidspunkt var jeg Berlingskes korrespondent i Kina, og Carlsberg var på listen. Derfor interviewede jeg Ma Jun og lavede en forsideartikel med overskriften ”Carlsberg blacklisted i Kina”. Jeg har med stor beundring fulgt hans arbejde siden.

Årsagen til, at Carlsberg havnede i sådan en skandale, var at virksomheden havde købt sig ind i et lokalt bryggeri, som i årevis havde ledt urenset spildevand ud i den lokale flod. Carlsberg havde naturligvis stillet krav om, at der hurtigst muligt skulle etableres et rensningsanlæg i forbindelse med investeringen. Det skete bare ikke hurtigt nok.

Blandt andet på grund af de lokale myndigheders tøven med at give byggetilladelse, hvilket sandsynligvis handlede om, at de ville have penge under bordet. Derfor endte Carlsberg på den sorte liste i Kina, og selvom det var en hård metode, så var det ifølge Ma Jun nødvendigt.

Allerede i 2006 blev Ma Jun udråbt som en af de 100 mest indflydelsesrige personer i verden af Time Magazine, og den titel burde han efter min mening have igen i 2020. Ikke bare fordi han udstiller de virksomheder, som forurener jord, luft og vand i Kina, men også fordi han formår at balancere den svære kunst at være aktivist i Kina.

Siden den nuværende kinesiske leder Xi Jinping kom til magten i 2012, er grebet blevet strammet om journalister, kunstnere, forskere og græsrødder i Kina, og mange organisationer har så vanskelige arbejdsvilkår, at de end ikke kan åbne en bankkonto.

Men lige præcis på miljøområdet har den kinesiske regering ifølge Ma Jun erkendt, at den har brug for at aktivere alle ”stakeholders”, og derfor kan hans organisation få lov at arbejde forholdsvist frit.

Og hvad er det så Ma Jun gør?

Han har blandt andet udviklet en app, hvor kinesiske borgere kan tjekke niveauerne for den sundhedsskadelige partikelforurening i deres by, inden de bevæger sig ud. Faktisk modtager app’en mere end 22.000 målinger om dagen fra alle de mennesker og lokale organisationer, som Ma Jun samarbejder med over hele Kina. Det er den type tiltag, som har tvunget den kinesiske regering til handling og resulteret i, at luftforureningen i Beijing er halveret mellem 2013 og 2019. Det er stadig ikke godt, men det går den rigtige vej.

Således kortlægger Ma Jun vand- jord- og luftforureningen og udstiller de virksomheder, som er skyldige i forureningen. For eksempel har mere end 2 millioner fabrikker fået tildelt en farvekode, der afslører deres miljøbelastning, og det tvinger dem til handling.

Det er blevet et nyttigt værktøj for blandt andre Apple, GAP, Huawei og H&M.

Desuden har han udviklet en Eco Chain, som kæder internationale virksomheder sammen med deres leverandører i Kina ved hjælp af blockchain-teknologi. Således modtager alle en notifikation via app’en på deres telefon samtidig, når der kommer ny information om forurening ind, og det betyder, at det bliver umuligt at skjule problemerne. Igen tvinger det virksomhederne til handling.

Senest har Ma Juns organisation indgået samarbejde med 10 finansielle institutioner i Kina i samarbejde med en anden Ma Jun – som på engelsk er kendt som Jack Ma – nemlig Alibabas grundlægger. Han står med sin fintech-virksomhed Ant Financial (Alipay etc.) i spidsen for en ny bevægelse, der arbejder for at gøre Kinas finansielle institutioner mere bæredygtige, blandt andet gennem grønne investeringer.

Kina har ifølge Ma Jun tidligere været et ”sort hul”, når det gælder investeringer i de populære ESG-aktier, som dækker over virksomheder med fokus på bæredygtighed (Environmental, Social, Governance). Men nu findes der pludselig masser af big data, som kan hjælpe investorerne med at skille de mest uansvarlige virksomheder fra.

Hvis du er interesseret i Kinas rolle i den globale klimakamp, vil jeg anbefale dig at se den her spændende paneldebat, som Ma Jun deltog i onsdag.

Alle er enige om, at Kina fortjener stor anerkendelse for alt det, der allerede er gjort, men det er ikke nok. Den helt store joker bliver, hvordan handelskrigen med USA og den generelle økonomiske nedgang i Kina vil påvirke Kinas grønne ambitioner. Her bliver det afgørende, at der bliver sat konkrete målsætninger ind i Kinas næste femårsplan, som skal implementeres i 2021.

Og så til det mere kulørte stof fra Davos:

Jeg deltog igen i år i ”The Swedish Lunch”, som er en uber cool event på toppen af et bjerg med formidabel udsigt. Foruden rigelige mængder af sol, bobler og godt netværk, kunne man opleve forskellige paneldebatter i det smukke snedækkede landskab.

Jeg lyttede blandt andet til Lamborghinis CEO Stefano Dominicali og Volvos landechef i Schweiz Nathalie Roby, som talte om ”Boldness of Brands”. Begge virksomheder passer med lidt god vilje ind i bæredygtighedsdagsordenen.

Lamborghini har blandt andet samarbejdet med det prestigefyldte amerikanske universitet MIT om at skabe en såkaldt superkondensator, som skal afløse batteriet, og Volvo er den første bilproducent i verden, der er gået ”all in” på elektriske biler. Således er alle Volvos nye biler helt eller delvist elektriske, og virksomheden har de senere år haft succes i Kina, som er verdens største bilmarked.

Det skyldes efter min mening i høj grad det kinesiske ejerskab via Geely Group, som har tilført Volvo den nødvendige markedsindsigt og tvunget virksomheden til at tilpasse sine produkter til behovene i Kina. Det er blandt andet årsagen til, at Volvo i dag producerer større biler end tidligere. I Kina har man nemlig privatchauffør, hvis man har råd til en Volvo, og derfor kræver kunderne mere benplads bag i bilen.

P.S. Og så vil jeg lige understrege, at der altså er mange flere (spændende og mega seje) kvinder i Davos end de mænd, man kan læse om på DR’s liste her.
For eksempel dem på billedet (fra venstre): Pernille Tranberg, ekspert i dataetik, Pernille Hippe, ledelsescoach, Astrid Haug, ekspert i sociale medier og digitalisering, Pernille Enggaard, finansjournalist og vært for Millionærklubben.